MuCirkus på Amager Strand - Video
PUBLISHED:  Jul 19, 2011
DESCRIPTION:
MuCirkus præsenterer i 1000´vis af gratis minikoncerter på
Amager Strand, Halmtorvet, Folkets Park, Jernbanepladsen i Vanløse og
Trianglen på Østerbro
Ikke mindre end tre nyopførte koncertsale, hvor akustikken ikke stå tilbage for
de fineste koncertsale i verdenen!

Selvom koncertsalen udadtil blot er en skurvogn, lyder der indenfor i vognen de skønneste toner af alle de klassiske mestre -- det er ganske gratis og man kan tage børnene med -- det bliver det kun endnu mere gratis af!

MuCirkus indbyder altså til et overflødighedshorn af musik når cellisten Mette Spang Hansen, violinisten Idinna Lützhøft, bratschisten Malte Bjerkø, harpenisterne Rosemelia Avila Andersen og Maria Boelskov samt guitaristen Jesper Lützhøft i 30 dage hver afholder ca. 45 daglige minikoncerter á 2-10 minutters varighed.
Kom ind og lyt til klassiske toner, skift mellem koncertsalene, tag børnene med eller lad vær´, og få en stor lille oplevelse på vej rundt i byen eller på vej hjem fra arbejdet.

Hvad kan MuCirkus?
MuCirkus vil være med til at nedbryde fordomme om den klassiske musiks utilnærmelighed og selvtilstrækkelighed. Musikken spiller der hvor folk færdes og i korte forløb som det er muligt at opleve uden at have forkundskaber, uden at skulle skaffe børnepasning og uden nødvendigvis at afsætte en hel aften på at lytte til musik man måske ikke kender så godt.

Rent praktisk:
Der inviteres til gratis koncert på den enkle måde at man blot går ind i en vogn, hører et enkelt stykke (eller to) og går videre. Enten videre med dagens ærinder, en oplevelse rigere -- eller til den næste vogn. Man kan faktisk således sammensætte sin egen koncert.

Peptalk:
Den klassiske musik beviser at den spilles af fantasifulde, sjove, spændende og levende mennesker der ikke forskanser sig i elfenbenstårnene.
Musikernes kunnen er ofte den rene akrobatik, musikken kan være lige så sjov som klovnene og æstetikken lige så elegant som cirkusprinsessen på den tynde line. Musikken kan være lige så intens som stemningen før en tredobbelt saltomortale, lige så dramatisk som når knivkasteren rammer ved siden af for anden gang (med vilje...) eller lige så åndeløs som når udbryderkongen hænger med hovedet nedad i et akvarium fyldt med vand på tredje minut og stadig ikke er kommet fri!

Projektet støttes af Østerbro Lokaludvalg, Vanløse Lokaludvalg, Vesterbro Lokaludvalg, Nørrebro Lokaludvalg Amager Øst Lokaludvalg, Solistforeningen af 1921, Dansk Musiker Forbund, København Kommunes Musikudvalg, Andreas Harboes Fond samt Dansk Komponist Forenings Produktionspulje og Kodas Nationale Midler.

Spilletider og steder

Amager Strand:
19,20,21. og 22. juli kl. 15.00-18.30
23. og 24. juli kl. 12.00 - 15.00

Folkets Park -- Nørrebro:
26,27, 28. og 29. juli kl. 15.00 -- 18.30
30. og 31. juli 12.00 - 15.00

Jernbanepladsen i Vanløse:
2,3,4. og 5. august kl. 15.00 - 18.30
6. og. 7. august kl. 12.00 - 15.00

Halmtorvet:
9,10,11. og 12. august kl. 15.00 - 18.30
13. og. 14. august kl. 12.00 - 15.00

Trianglen:
16,17,18. og 19. august kl. 15.00 - 18.30
20. og 21. august kl. 12.00 - 15.00
follow us on Twitter      Contact      Privacy Policy      Terms of Service
Copyright © BANDMINE // All Right Reserved
Return to top