PAPA BENNYS JAZZBAND Lone Kellermann C C RIDER - Video
PUBLISHED:  Aug 21, 2013
DESCRIPTION:
Der blev bogstaveligt talt skruet ned for varmen i Danmark natten til lørdag, da en af landets varmeste stemmer, den der tilhørte Lone Kellermann, tav for altid.

Den 62-årige sangerinde døde i sit hjem i Stubbekøbing, hvor hun havde boet i de seneste år sammen med sin mand for at få fred for stress og storbylivets fristelser.

Københavneren Lone Kellermann, der især huskes for sine plader fra slutningen af 1970'erne, var et naturtalent som sangerinde med sin store, varmt vibrerende stemme, der især egnede sig til blues og soul for fuld kraft.

Hun var en ivrig koncertgænger i det gamle jazzhus Montmartre i København i starten af 1970'erne, hvor hun så at sige blev opdaget af bluesmiljøet og kom med i Gladsaxe-bandet Blues Power.

Også på og for Christiania var Lone Kellermann et stort aktiv, og da dansk rocks elite i 1976 samledes for at indspille en støtteplade, var det naturligt, at sangerinden kom med. Sammen med bandet Osiris sang Lone Kellermann selveste 'Christiania kampsang', og den blev et mindre gennembrud for hende. Sang med Papa Bue
Samme år droppede hun sit job som pædagog og flyttede selv ind på Christiania, hvor hun dannede Lone Kellermanns Rock Band med så kompetente musikere som Ivan Horn, Thomas Grue, Joachim Ussing og Bjørn Uglebjerg i besætningen. Samtidig holdt hun fast i sine jazzrødder og sang bl.a. med Papa Bues Viking Jazzband og Radioens Big Band. Men en solokarriere lå ligefor.

Den blev forløst af produceren Poul Bruun, som stod bag debutalbummet 'Lone Kellermann', som udkom i 1977 med danske fortolkninger af kendte rocksange med tekster af eksempelvis Dan Turèll. Der var dog også nykomponeret materiale, og albummet slog Lone Kellermanns navn fast for alvor.

Gennembrud i 1978
Det helt store, folkelige gennembrud kom dog først året efter, da albummet 'Før natten bli'r til dag' udkom.

Musikalsk var man i samme bluesbaserede boldgade, men med på pladen var Gasolin, dog minus Kim Larsen. Han havde til gengæld skrevet sangen 'Se Venedig og dø', som Kellermann og Gasolin gjorde til et af halvfjerdsernes største hits. Sangen om romancen med Luigi i gondolerne i Venedig har sikret Lone Kellermann evig status i det danske folkedyb.
Lone Kellermann beskrives egentlig bedst med Alt for Damernes motivation i 1976 , da bladet gav sangerinden sin såkaldte Humørpris: »for godt humør, der er så sprudlende som hendes sang«.
follow us on Twitter      Contact      Privacy Policy      Terms of Service
Copyright © BANDMINE // All Right Reserved
Return to top