Hjemstavn

Location:
Landet rundt, DK
Type:
Artist / Band / Musician
Genre:
Indie / Folk Rock / Electronica
Label:
Bonnier Amigo Music
Type:
Indie
Hjemstavn i Smagsdommerne



Tilføj til Min Profil | Flere Videoer



Hvor kommer du fra? Hvad betyder stedet for dig? Og hvordan vil du skildre det? Det er nogle af de spørgsmål, som Jens Unmack, Olesen-Olesen, Sterling og mange flere kredser om på et såvel personligt som poetisk album.



Inden for dansk litteratur er hjemstavnsdigtningen et kapitel for sig. Og forfattere som St. St. Blicher, Johannes V. Jensen, Tove Ditlevsen, Jeppe Aakjær, Dan Turèll og Klaus Rifbjerg er alle med rette blevet kanoniseret via tekster om det, der er – eller var – hjem for dem.



Men selvom titler som Vangede Billeder og Amagerdigte ikke har så mange år bag sig som eksempelvis Aakjærs sange om barndommen på landet, så er der alligevel noget støvet og bedaget over ’hjemstavnsdigtning’.



Genren er dog langt mere livskraftig og vedkommende end sit rygte, og derfor har vi – med Bonnier Amigo Music i ryggen – bedt en række af landets bedste sangskrivere og musikere om at yde et bidrag til Hjemstavn, som nu er en realitet. Og resultatet er et album, som er spækket med kunstnere, der som alle os andre kommer fra et sted, men modsat os formår at omsætte minderne til lyd og lyrik.



De overordnede, men bestemt ikke dogmatiske retningslinjer, vi har udstukket, har været, at hver enkelt sang skulle være på dansk, at den skulle tage afsæt i det sted, kunstneren kommer fra, og at den skulle have en personlig indfaldsvinkel.



Og de 13 numre på Hjemstavn er med enkelte undtagelser nyskrevne, og fra hvert eneste vers strømmer dufte, drømme, billeder og stemninger, der spænder fra det mildt romantiske til det bittert resignerende. Der er med andre ord personlige sager i spil, men altid på en måde, som vækker genklang i lytteren. Hvorfor? Ja, selvfølgelig fordi sangene er virkelig gode. Men også fordi vi alle er børn af et sted, fordi vi alle er født ind i samme tid, og fordi vi er fælles om den danske virkelighed. På godt og ondt.



Det er måske lovlig højtravende snak, men sådan ser vi nu engang på det. Og sangene er under alle omstændigheder af en kvalitet, vi end ikke turde drømme om, da vi satte projektet i søen for mere end et år siden. Dengang vidste vi heller ikke, at Larsen & Furious Jane ville synge på dansk for første og måske eneste gang på det færdige album, at Jens Unmack ville fordanske Thåströms sublime ’Sønder Boulevard’, så den blev hans egen hjemstavnssang, at Olesen-Olesen ville aflevere et nummer, som Anders Remmer havde dekonstrueret, at samme Remmer selv byder ind med et teksttømt, men billedskabende reallydsdigt fra Hørsholm Midtpunkt, at …



Ja, der er meget at sige, men lad lige blikket vandre nogle centimeter til venstre for en en optrykning af det endelige lineup, som egentlig nok fortæller det meste bedst.



Afslutningsvis vil vi dog gerne gøre opmærksom på, at Hjemstavn ikke er et nationalistisk partsindlæg i tidens debat om indvandring, grænsedragning og ’dem’ vs. ’os’. Det her handler om noget andet – om alt det der på én og samme tid binder os alle sammen og gør os forskellige.



Rigtig god fornøjelse!



Jeppe Krogsgaard Christensen (fra et A-hus på Stevns) & Morten Sternberg (fra et rækkehus i Køge)



Skulle der være en enkelt eller to, som gerne vil vide mere om initiativtagerne til Hjemstavn, så læs venligst videre …



Jeppe Krogsgaard Christensen. Cand. mag. i dansk fra Københavns Universitet. Tidligere kulturmedarbejder på Dagbladet Information. I dag kritiker ved musikmagasinet Soundvenue og leverandør af anmeldelser og features i Weekendavisen. Redaktør på det internationalt orienterede Boom Boom – The Independent Sounds & Visions of Denmark. Desuden forfatter til to bøger; Lydbilleder – stemmer strofer og beats i en ny tids musik (Forlaget Modtryk, 2005) og En nat bliver det sommer – ind i en ny dansk sangskrivning (Informations Forlag, 2006).



Morten Sternberg. Uddannet folkeskolelærer fra Blaagaards Seminarium. Står for ungdomsarbejdet og er natkirkeansvarlig ved Trinitatis Kirke (den med Rundetårn) i København. Anmelder derudover for musikmagasinet Soundvenue. Var initiativtager til albummet DMDK – A Danish Celebration Of Depeche Mode (Bonnier Amigo Music, 2005), hvor en stribe danske musikere fortolkede Depeche Mode. Var desuden en af mændene bag DR2’s stærkt omdiskuterede dokumentarserie Stormslag.



Releasefestivitas på Kulby, d.9.nov.07
0.02 follow us on Twitter      Contact      Privacy Policy      Terms of Service
Copyright © BANDMINE // All Right Reserved
Return to top