Las

Location:
Kbhavn, DK
Type:
Artist / Band / Musician
Genre:
Alternative / Rock / Roots Music
Las spidder danskheden



Ambassadør for dansk beat lyrik



Han blev sidste år hædret med en Danish Music Award for sin sangskrivertalent. Nu udsender Las Nissen, der også er en del af musikerfamilien Dissing, Dissing, Las og Dissing, sit første soloalbum på dansk Tynd Røg.



Las ville som ung egentlig have været ambassadør, ”Det virkede ligesom overkommeligt,” forklarer han. Men som 14-årig begyndte han at gå til guitarundervisning hos Christian Ratzer, og det blev begyndelsen til enden på ambassadør-drømmene. For som Las konstaterer: ”Mit guitarspil var faktisk det første, jeg nogensinde tog rigtigt alvorligt.”



Siden blev det til udgivelser med blandt andre det københavnske undergrundsorkester Gone Fishin’ og Kenneth Thordal, og i 1998 starter han samarbejdet med Dissing Dissing Las & Dissing. Et samarbejde der har resulteret i 4 pladeudgivelser, en meget omfattende turnévirksomhed og en Danish Music Award i 2008 i kategorien Årets Danske Sangskriver (DMA Folk).



8. Juni udsender Las sit første danske soloalbum. Det har fået titlen Tynd Røg, og er alt andet end netop det. Tværtimod møder vi en sangskriver og guitarist - og ikke mindst sanger! - i skarpeste form, med ord og sublimt guitarspil spidder Las danskheden på godt og ondt.



Tømmermænd og fremmedfobi



Singlen 'Taxachaufførsen' er allerede playlistet på P4 og flere af landets lokalradioer. Sangen der er inspireret af en taxatur med en racistisk chauffør er en kool, sumpet sag med et iørefaldende omkvæd: ”Hverken Taxachaufførsen, eller smarte chicks fra Børsen, rammer plet når de lufter deres gris. Tag nu splinten ud af øjet, alle sandheder er bøjede, af medfølelsens indre forlis." En rejse, ikke kun i taxa men ind i sig selv, udført på fornem musikalsk vis.



Tømmermændshymnen 'Græsset må betrædes' blev til morgenen efter Las første musikalske møde med Dissing-klanen. "Vi havde en fantastisk nat," fortæller Las om sangen der også er titelnummeret på Dissing, Dissing, Las og Dissings første album Græsset må betrædes (1999). Albummet vandt en Grammy for årets bedste rootsudgivelse. 'Græsset må betrædes' har fulgt orkestret lige siden, og det samme kan siges om sangen 'Tynd Røg'. Povl Dissing har i mere end 10 år sunget Las skarpe og poetiske titelnummer om fremmedfobi og spæde røgsignaler fra et ulykkeligt hjerte.



Dissing og Las



Gennem de sidste 10 år har Las været en fast bestanddel af orkestret Dissing, Dissing, Las og Dissing. Desuden er han en del af trioen Dissing & Las (sammen med Povl Dissings to sønner Jonas og Rasmus) der sidste år udgav det anmelderroste album Lige Præcis. I begge orkestre står Las for en stor del af sangskrivningen, men inspirationen er gensidig.



"Første gang jeg hørte Povl synge 'Tynd Røg' tænkte jeg, hold kæft hvor er det en fed sang. Det gik pludselig op for mig hvor meget de ord jeg havde skrevet betød," forklarer Las om mødet med Povl Dissings intense måde at synge og formidle på dansk.



Før han forsvinder



På albummet synger Las også om hvordan det er at være tæt på et menneske der lider af demenssygdommen Alzheimers. Mens Tynd Røg blev til, døde Las far stærkt plaget af sygdommen.



I Danmark er hver 10. familie berørt af Alzheimers, der er den hyppigste demenslidelse, og det er en sygdom der ikke kun berører den syge men i den grad også de pårørende.



I sangen 'Før han for alvor forsvinder', som Las skrev kort tid før hans far døde, forsøger Las at sætte sig ind i hvordan det var for hans far at være vidende om at han er ved at forsvinde. Men sangen handler ikke kun om Alzheimers, men også om den sidste kærlighed og livet efter døden:



Han vakler af sted gennem tåger



han husker at hvo intet vover

intet vinder ingen minder

når han for alvor forsvinder



”At se sin store stærke far der altid har tjek på alting langsomt forsvinde, og opdage at man pludselig selv skal være den der har tjek på det hele, det er meget skræmmende,” forklarer Las.



Men sangen handler også om at tænke på at man selv stadig har et liv der skal leves - og Las er i den grad er spillevende på sit nyeste udspil!



Tynd Røg udkommer 8. Juni.
0.02 follow us on Twitter      Contact      Privacy Policy      Terms of Service
Copyright © BANDMINE // All Right Reserved
Return to top